Rigtigt sjovt, at høre hvordan det så er gået, se mailen nedenfor.

Billederne er fra klinikken i Næstved, – og host, host, som Susanne siger, snart 4 år gamle.

Hej
Det er mig der lå model på billederne i den turkis skjorte.
Jeg vil blot fortælle at det er det bedste jeg har gjort.
Jeg er  på 4. år stadig røgfri. Har overhovedet ingen trang eller behov for at ryge.

Blot til info

Hilsen Gitte, som egentlig hedder Susanne

“Det er nok fordi, jeg er bange for at lide nerderlag” var Julies svar. Og det kan jeg da godt forstå, der er ingen af os, som går rundt og elsker at lide nerderlag. På den anden side, så er det ikke helt sædvanligt, at man tager et potentielt nerderlag så tungt, at det på forhånd afholder een fra overhovedet at prøve.

Når der kommer to eller flere til rygeafvænning på samme tid, bruger vi cirka en halv time sammen, hvor jeg fortæller om behandlingen og hvor jeg får lejlighed til at danne mig et indtryk af hvad den enkelte har brug for, -altså hvad er det, der har forhindret klienten i at blive røgfri. I den halve time har jeg også lejlighed til at undersøge, om der er nogle mønstre som det pågældende par vil have godt af, at vi lige taler om, i forhold til at hold op med at ryge. Derefter venter den ene i venteværelses, mens jeg behandler den anden.

Da det blev Julies tur, nævnte hun igen det her med at være bange for at lide nederlag, denne gang da jeg spurgte til, hvad hun lavede. Julie var gået ud af gymnasiet, og vidste nu ikke rigtigt hvad hun ville.

Jeg spurgte ind til, om hun altid havde haft det sådan (altså, om hun altid blev handlingslammet ved tanken om at lide nederlag) og lidt undrende kom hun frem til, – i en let trance – at det var begyndt første gang, at hun som 15 årig var til eksamen. Lærer og sensor havde i fælleskab sørget for, at det blev en ubehagelig oplevelse for en ung pige, som følte sig rystet og i den grad “ikke forstået”.
Under trance opløste jeg episoden og gengav Julie hendes tro på sig selv. Testede bagefter, om der nu var nogen grund til at være bange for at lide nederlag (i alle sammenhænge) og fik et klart Nej.

Så jeg tænker lidt, at nu ligger vejen åben for Julie, både med hensyn til at blive røgfri og med hensyn til hendes videre færden og glæde mig meget på hendes vegne. Det var en stor fornøjelse at arbejde med Julie

Knus

Karin

Hej Karin

Jeg havde lovet at skrive til dig omkring mit rygestop.

Jeg må meddele dig at det ikke er gået godt…. Det er gået helt FANTASTISK. Jeg er stadig målløs over effekten og jeg fortæller alle der gider lytte om det – faktisk også dem der ikke gider… hihi. jeg har også givet din mail adresse til min læge og tandlæge, der vil anbefale dig til deres rygende patienter, så håber du har tider nok hvis de skulle kime dig ned. Som sagt prædiker jeg det bedste jeg har lært og håber at du snarest muligt kommer ttil at behandle min moster, der lider af en sjælden øjensygdom, som gradvist forværre hendes syn mod blindhed og rygning fremskynder den process.

Desuden pønser jeg selv på at komme igen, så snart jeg får råd.

Som vi talte om var jeg bange for at tage på og jeg er ikke som sådan begyndt at trøstespise, men jeg har bare ikke forbedret mine madvaner som var blevet lidt sløsede allerede inden jeg var hos dig. Så jeg regner med at kontakte dig igen snarest.

Har du brug for referencer (hvilket jeg ikke kan tro) så giv mig endeligt et kald :O)

Mvh Charlotte (røgfri siden 7/7-11)

I dag har der lige været et ægtepar, som fik mig til at tænke i lidt andre baner. 2 halvstore børn, midt i fyrrene, selvstændig virksomhed, – stress og jag – og angsten for at blive syg. Kroppen er så småt begyndt at sige fra. Tanken om at stoppe med at ryge har rumsteret i de sidste 5-8 år, mindst.

Som så mange andre par, har de en del forgæves forsøg bag sig, – og derfor er tilliden til, at det kan lade sig gøre, ikke særlig stor. “Nu må vi se” som han sagde.

Vi talte en del om at “tage ansvar”. Tage ansvar for sin egen sundhed, tage ansvar for sit eget helbred og vaner, og tage ansvar for det fremtidige familieliv.

Da jeg igen spurgte til den vigtigste grund til at blive røgfri, fik jeg svaret: “Jeg er bange for, at det hele smuldrer hvis jeg bliver ved med at ryge, – at alt det, jeg har bygget op, ligesom forsvinder”

Og så tænker jeg, – når man har to børn, virksomhed, ægtefælle m.v. – OG er bange for at dø – hvorfor er det så lige, at han (og hun) ikke allerede har påtaget sig ansvaret, for at holde op med at ryge. Hvordan kan det være, at man “bilder sig selv ind” at man kun kan holde op, hvis den anden holder op, og hvordan “tør” man på den måde lægge ansvaret over på den anden?

Jeg fik den erkendelse, at man er nødt til at tager ansvar for sine gerninger, og i det er man alene.
Man kan ikke få andre til at tage ansvaret, lige så vel som, at man ikke kan holde op med at ryge på andres vegne. Du er alene, – og det er alene dig der har ansvaret. Og det er den skræmmende sandhed,-  det hjælper ikke at din mand, din nabo, eller dine voksne børn holder op med at ryge,- der er dig, og kun dig til at tage ansvar.

Og på den måde, kan det faktisk blive let. Du behøver kun at svare for dig selv, – dine gerninger påviker kun dig selv, og først og fremmest har du på denne måde tilkæmpet dig din frihed,- den frihed, frihed til selv at bestemme, som rygeren i virkeligheden tragter efter. Frihed til selv at bestemme er den næst vigtigste årsag folk angiver, når jeg spørger hvorfor de vil holde op med at ryge, – sommetider er det enda mere vigtigt at bestemme selv, end at tage vare på sit helbred.

Så nu tænker jeg lidt – kom når du selv er klar, og gør dig fri af de begrænsninger som det indebærer for dig, at skulle koordinere dit eget rygestop med andres.

Uanset, om du holder op sammen med andre eller ej, så bliver det hverken nemmere eller sværere at påtage sig det ansvar, som retteligt er dit – det ansvar som der kun er dig til at tage på dig.

Med hensyn til plasticcigaretter med nikotin,  så kan de slet ikke anvedes, hvis man har fået en Biofeedback behandling. Når man får en Biofeedback behandling for at holde op med at ryge, så lukker man ned for receptorerne. Hvis man får nikotin ind i kroppen igen, enten fra tyggegummi, plaster, tabletter, eller en plasticcigaret, så aktiverer man receptorerne igen, og så er behandlingen for så vidt “omgjort”.

Under alle omstændigheder – uanset hvordan man er blevet røgfri – syntes jeg, det er en dårlig ide. For det første, så aktiverer plasticcigareten kroppens kinestetiske hukommelse, og leder opmærksomheden tilbage, på det der var engang. I min verden svarer det til, hvis man er på slankekur og køber en kæmpestor og lækker lagkage, og stiller den midt på bordet, – så kan man gå der, og kigge på den. Det gavner ingenting. For det andet, – så kan jeg ikke holde ud at se voksne mennesker med sut i munden,- som jeg plejer at sige

Så hvis du mener at du gerne vil have noget mellem fingrene, så brug tandstikker, (dem har man mellem fingrene og så op til munden) tegn kruseduller med en kuglepen, begynd at strikke eller løse kryds og tværs, kort sagt, opfind nogle nye vaner, som er mere konstruktive for dig.

Knus og kærlig hilsen

Karin

I dag havde jeg besøg af Steen og hans kæreste. Begge midt i 30′erne og fast besluttet på at holde op med at ryge. Kæresten kunne tydeligvis ikke tåle det, idet stemmen var helt “luftig” og meget hæs.

Som altid når folk kommer “parvis” bruger vi en halv time sammen  til at starte med, dels for at jeg kan gennemgå behandlingen, og dels for at jeg kan få lejlighed til at observere, om lige netop dette par har nogle særlige”issues”; særlige vaner; eller måder at omsgås på, som kan være en hæmsko i forhold til at holde op med at ryge.

Jeg spørger også altid om parret har været røgfri sammen før, og i givet fald, hvorfor de så begyndte at ryge igen.

Efter vores fælles snak, går den ene i venteværelset mens jeg behandler den anden.

Det gik rigtig godt med kærestens behandling, og hun satte sig glad ind i venteværelset for at vente på Steen.

Hvad nu hvis…
Det viste sig hurtigt, at Steen var vældig bekymret. Der gik lidt tid, før det gik op for mig at det ikke var den sædvanlige bekymring om ikke at kunne holde rygestoppet, om at tage på, eller om at blive irritabel.

Der var ganske enkelt en lille del af Steen, der var alvorlig bange for, at rygestoppet ville komme til at koste forholdet! Modstanden eller bekymringen var så stor, at på en skala fra 1 til 100, hvor 100 betyder at man helt sikker og 50 så er man fifty/fifty sikker på at holde op, så svarede Steen “30″ da jeg spurgte ham, hvor megethan troede på, at han kunne holde op. DET er ikke noget ret godt udgangspunkt

Coaching baner vejen for rygestop
Det viste sig, at parret altid sad en lille times tid og sludrede når dekom hjem fra arbejde. Det var vigtigt for deres parforhold følte Steen, og fik sat det lighedstegn at “Rygning=godt parforhold”  Det tog næsten 30 min. intensiv coaching før den overbevisning var ryddet af vejen.

Steen var så sikker på, at hans forhold var i fare hvis de ikke længere røg, og da detvar ultimativt vigtigt for ham at beskytte sit parforhold, kom vi ikke videre før den forhindring var opløst.

Da jeg igen spurgte Steen, hvor sikker han var på at han ville holde op med at ryge, angav han, at han nu var på 75-80 på en skala fra 1 til 100.

Så der var lige lidt mere arbejde at gøre – det tog vi under hypnosen. Godt 1,5 time efter at vi  var gået i gang med Biofeedback behandlingen og hypnosen/terapien, var vi færdige.

På det tidspunkt var Steen 100 % sikker på, at når jeg ringer efter 3 måneder, for at høre hvordan det går, så er han stadig holdt op med at ryge.

Sekundær gevinst ved at blive ved med at ryge
Sagen er, at hvis der er modstand på at holde op med at ryge, så er det fordi der er en sekundær gevinst ved at blive ved, om end den sekundær gevinst sommetider kan være svær at få øje på, – men den er der.

Knus og god week-end

Karin

Babyen er 8 måneder, smilende glad og tryg. Sidder og leger midt på gulvet, opslugt af sin egen verden. Gæsten kommer ind; får øjenkontakt med barnet. Den lille pige smiler, og rækker begge arme frem – hun vil op.
Gæsten bøjer sig over barnet, klar til at løfte hende op.

Så sker der noget uventet – mors forskrækkede skrig skærer gennem stuen – PAAAAAAAAAAAAAAAS PÅ!

Babyen skriger; –  gæsten bliver næsten lige så forskrækket.

Det gentager sig dagen efter. Babyen, som endnu er lidt for lille til at lære at gå, prøver at rejse sig ved at holde fast i bordet. Søster rækker ud for at støtte babyen.

- Og så igen, mors stemme; forskrækket og i alarmberedskab - PAAAAAAAAAAAAS PÅ!

Babyen forstår ingenting, men fatter instinktiv, at der må være fare på færde.

Og det gentager sig. Ikke nødvendighvis hver eneste dag, men med jævne mellemrum, i mange forskellige situationer, igennem de næste ca. 3 år, for derefter at stoppe og gå i glemmebogen.

49 år senere
Kvinden der sidder overfor mig er stresset. Bekymret, og påvagt. Scanner vanemæssigt omgivelserne efter tegn på fare. Hun forsøger altid at gardere sig, prøver at forudse alle mulige (og umulige) faresituationer. Katastrofebilleder kører konstant på den indre skærm. Små sekvenser, hvor hun ser trafikulykker hvor hendes nærmeste er involveret, sekvenser af fly der styrter ned, fyringer, konkurs, sygdom, – hun bekymrer sig om alting. Kan ikke længere sove, er opfarende, plaget af en konstant indre uro. Sygemeldt med stress. Hjertet banker og nægter at falde til ro.

For 3 uger siden kom hun for at holde op med at ryge; kunne ikke holde den hjertebanken ud mere. Efter hun blev røgfri, lavede vi en ny aftale m.h.t. stress.

Jeg tænker først, at angsten og det bankende hjerte hænger sammen med stress og den vanemæssige måde at bekymre sig på.

Efter at vi har arbejdet sammen i et par sessioner, har hun det klart bedre, men det er stadig ikke helt godt.

Under trance får hun gentagne gange en fornemmelse af, at hendes hænder vokser, og vokser, og bliver kæmpestore. Først tænker jeg, at det handler om at tage ansvar for alt og alle ”at skulle håndtere” alting.

Men så sker der noget under trancen. Billedet af baby på 8 månder toner frem.

“Hvordan har hun det; den lille pige, spørger jeg”

“Hun er bange!”

“Hvad er hun bange for?”

“Det ved hun ikke.”

“Hvad foregår der, der hvor hun er?”

“Hendes mor skriger “Pas på!”

“Hvad er hendes mor bange for?”

“Hendes mor er bange for, at nogen vil løfte hende op”

“Hvorfor er hendes mor bange for det?”

“Fordi hendes arme går af led!”

“Hvordan går af led?”

“Hendes arme sidder ikke fast; de går af led ved skuldrene”

“Hvordan går de af led ved skuldrene?”

“De går af led, hvis nogen løfter hende i armene, eller holder hende i armene”

“Hvad sker der så?”

“Så sætter hun (mor) dem på plads igen.”

Så forstod jeg.  Så forstod kvinden.

“Jeg har haft det så mærkeligt i dag” startede hun med at sige.

Nå, har der været lidt panik på, spurgte jeg – det plejer der ofte at være.

“Næe, slet ikke” sagde Jannie og gned sig lidt i hænderne, – “jeg har faktisk glædet mig. Jeg sagde det allerede til min mand i morges; det er som om der skal ske noget andet i dag; noget nyt – næsten ligesom når man glæder sig til juleaften!”

Jeg kunne ikke lade være med at smile, – hun så bare så glad ud, – og jeg besluttede mig på stedet for at gøre mit til, at det blev en glædelig begivenhed at blive røgfri.

Man siger jo at fokus styrer alt, og har man fokus på, at man glæder sig til forandringen; fokus på, at man glæder sig til at få sit helbred – og sin frihed tilbage, så bliver det alt andet lige nemmere, end hvis man har fokus på det man må undvære, – det som er blevet taget fra en.

Vi talte også om vægt, idet Jannie var bekymret for om hun ville tage på når nu hun holdt op med at ryge, idet vægten allerede var på den forkerte side af 100 kg. Det man ved omkring rygning og vægt er, at stofskiftet falder en lille smule, svarende til ca. 300 kalorier om dagen. Efter 3 måneder er stofskiftet oppe igen, idet der kommer mere ilt til kroppen, og det får stofskiftet til at stige igen til det normale niveau. Så hvis man vil have en nul-løsning på vægten skal man gøre een ud at to ting: Enten bevæge sig 25-30 minutter mere om dagen, eller skære ca. 300 kalorier ud af sin daglige kost.

Noget helt andet er, jeg i klinikken oplever at nogle mennesker taber sig når de holder op med at ryge. Det ser ud til at gælde mennesker, som har haft svært ved at bevæge sig fordi de ikke kunne trække vejret ordentligt. Det ser ud til, at for de mennesker gælder det, at de både kan og vil bevæge sige mere når de holder op med at ryge og at det så bevirker at vægten går den rigtige vej. Det er helt klart svært at motionere når man ikke kan få luft.

Jeg glæder mig meget til at tale med Jannie igen og 3 måneder og høre hvordan det nye kapitel i hendes liv som ikke-ryger har forløbet.

Stor hilsen

Karin

Jeg kan godt mærke, at jeg bliver lidt træt ovenpå den udmelding, han er trods alt kun 22!  Nå, men hvad er det, der har forhindret dig i at holde op, – hvis du skulle gætte på noget?

Det er det der sug!

Sug?!

Ja, det er som om, at hver gang jeg prøver at holde op, kommer der et kæmpe sug i maven, – og så begynder jeg igen.

Jeg kunne se på Jonas, at ”suget” var ret aktivt, hans hænder beskrev hvordan ”suget” bølgede op ved solar plexus.

”Når man har sådan et sug, så har det sug en god opgave…., en god intention begyndte jeg. Selvom det føles ubehageligt, så er der en god mening bag, – kan du følge mig i det?  Det svarer til, at du vil give en ven et knus, men kommer til at skubbe så vennen falder – intentionen er god, men resultatet ubehageligt for din ven”

Det kan jeg godt følge dig i.

Jeg satte Jonas i en let trance og spurgte, ”hvad er så den gode intention, – hvad vil den del, som har ansvaret for at du begynder at ryge”

Fællesskab! – var svaret.

Så gav det mening for mig – hvem bryder sig om at føle sig udenfor fællesskabet. Den efterfølgende trance slog fast at ”du er en del af universet, – en del af alting, – og som sådan, er det slet ikke muligt for dig at være udenfor, – du ER inkluderet – o.s.v.

Det viste sig i øvrigt, at Jonas var blevet henvist til en ”lungelæge” – som han ikke havde taget kontakt til. Jeg har lavet den aftale med ham, at på torsdag stopper han op og lægger mærke til, om hans lunger har det bedre. Han skal gøre det samme på næste torsdag, – og hvis ikke der er en helt klar og tydelig forbedring på det tidspunkt, SKAL han få en tid hos den lungelæge. Pyha, man kan godt blive lidt “mor agtig” når knægten nu ikke er ældre

Hilsen

Karin

Jeg har lokket Kim til at skrive om sin erfaring, så det kommer om et par dage på bloggen, – altid rart at høre det fra manden selv.

Knus Karin